Snorri er ikke mere.

I sommeren 1984 ombord på det gode skib Runa fra Stykkisholm mødte vi for første gang vores viking Snorri. Det skulle vise sig, at han blev vores vært for vores første ophold i Island. Her lærte vi en ægte islænding at kende. Hvad han ikke kunne fortælle om Island, var ikke værd at vide. Hans stolte traditioner, vores første deltagelse i Thorrablot med indtagelse af hrutspunga og andre gamle islandske lækkerier, samling af forskellige islandske sten, nydelse af friskfanget laks, is med blåbær, som var selvplukket, hyggelig snak, klipfisk med fårefedt fra Vestfjordene, tur op til fjeldet i den gamle jeep, interesser som var fælles, ja vi kunne blive ved. Det var Snorri, der i et og alt var vores første livline til Island. Mange breve er gledet fra og til Reykholt/Dronninglund i tidens løb. Resultatet blev hurtigt en glødende interesse for alt islandsk. Vi elskede Snorri og hans måde at være hjælpsom og menneskelig på. Vi oplevede ham som lærer, da vi var gæstelærere hos ham i Reykholt skolen. Han var elsket og respekteret af sine elever for sin faglige dygtighed og sin loyalitet.

Vi vidste, at alt, hvad Snorri lovede, var til at regne med. Vi sendte uden frygt vores mellemste datter Marianne og hendes Henrik op til Snorri. Som han skrev: Bare send dem herop, så finder vi arbejde til dem! Og selvfølgelig gjorde han det. Hans kendskab til forældre var stor, så vores børn landede i Bolungarvik, hvor senere vores Henriette også blev datter i huset. Det var nye grene i vores venskab til Island, skabt af Snorri. Som ringe i vandet bredte vores vennekreds sig. Hele tiden var Snorri én af vore livliner, som vi trygt kunne vende os til, når noget skulle arrangeres. Gennem tiden afløstes breve og telefonsamtaler af mail, som sendtes flittigt. Snorri var altid med på kommunikationens nye tiltag. For første gang oplevede vi fra Danmark en PC og en printer hos Snorri i Reykholt. Dengang var det et næsten ukendt begreb i Danmark; men Snorri var med på det hele.

Så sent som sidste sommer, var Snorri den udfarende kraft i vores tur Island rundt. Hans Swift fik vi stillet til rådighed og hans hus også, for da vi skulle begynde turen var ham ikke hjemme; men på Vestmanna øerne. Alt var klart og klappet for os. Soveposer, bil og støvler, ja selv transport fra Loftleidir til Daltun var arrangeret! Vi sluttede vores tur Øen rundt med nogle dejlige dage sammen med Snorri. Han viste os Reykjanes, Den blå Lagune og meget mere. Vi fik snakket en masse om Vestfjordene og fælles bekendte, før vi atter drog til Danmark. Det var for mit vedkommende besøg nummer 12 i Island. I de 11 af besøgene har jeg mødt Snorri og hver gang nydt samværet med den gæve viking. Inge –Lise har ”kun” besøgt Island 8 gange og altid mødt Snorri, som den faste sten under besøgene.

Vi har heldigvis også haft glæden ved at kunne vise Snorri lidt af Nordjylland, når han har besøgt Dronninglund sammen med Sigridur. Også Bjarni har vi heldigvis kunnet huse, hvilket vi også håber at kunne fremover.

Alt, hvad vi har oplevet og haft sammen med Snorri, har altid været sammen med Sigridur. For os var de uadskillelige og deres forhold indbegrebet af ægte kærlighed.

Så sent som i marts måned 2003 fik vi et humoristisk og livsbekræftende brev fra Snorri. Vi anede intet om sygdom. Forfærdede blev vi derfor, da Sigridur i april måned meddelte, at Snorri var alvorlig syg. Og så, så kort tid efter, har vi ikke Snorri mere. En livline til Island er brast, en livline, som vi har haft som et elsket bånd.

Vi håber at I, som står tilbage: Sigridur, Bjarni, Johannes, Aron og Elmar vil komme over jeres tab, og finde en ny hverdag. Mindet om Snorri har vi da Gud ske lov, og det må vi ligesom klynge os til i den svære tid fremover.

Æret være Snorris minde.

Kærlig hilsen

Inge–Lise og Ole samt børn og svigerbørn.